Når Brøndby IF's herre- og kvindehold tager hul på 24/25-sæsonen, bliver det i en ny spillertrøje fra hummel, der samtidig markerer klubbens 60-års jubilæum.
Med historiens vingesus indarbejdet i trøjen på diskret vis, er denne unikke trøje ikke blot en del af vores kampuniform, men en visuel fortælling om klubbens rejse gennem seks årtier.
Alle detaljer på trøjen er designet til at fange de store triumfer, mindeværdige øjeblikke og ikoniske personligheder, der har formet Brøndby IF. Fra mesterskaber hos både kvinderne og herrerne til store historiske øjeblikke, er trøjen en farverig skildring af vores rige arv.
Med fortællingen om vores fortid og blikket rettet mod fremtiden, prøver denne trøje at indfange essensen af Brøndby IF. De små visuelle glimt af historiske øjeblikke og personligheder gør trøjen til mere end blot en fodboldtrøje; det er et symbol på vores identitet og fælles historie.
Gå selv på opdagelse i trøjen, og se om du kan genkende øjeblikke og personer, der har haft stor betydning for fællesskabet omkring klubben.
Vores hovedsponsor, Danske Spil, sender endnu en sæson spillerne på banen med en trøje uden sponsorlogo på maven. Den tomme trøje er en tydelig markering af, at pengespil skal udbydes, markedsføres og spilles med omtanke. Den frigivne plads på maven giver mulighed for f.eks. at hylde fællesskabet omkring klubben og støtte gode formål som FodboldtrøjeFredag.
Spillertrøjen er identisk med den, som både herre- og kvindeholdet spiller i, og den kommer i både kort- og langærmet version. Derudover findes den også i en mere figursyet version til kvinder, og selvfølgelig også i børnestørrelser samt mini-kits til de helt små.